Goblin

Goblin

“De kalder os tiggere, tyve, snydere og pak. Det var os der blev snydt”.

Goblinerne har haft det hårdt så længe nogen kan huske. De var ikke så stærke som orkerne eller så talrige som menneskene. Ej heller kunne de vinde dragernes gunst som elverne eller finde en kilde til forbudt magt som valdrarnerne. På dragernes tid var de lavest i fødekæden, og dragernes foretrukne byttedyr - og efter Dragekrigen, hvor goblinerne kæmpede lige så bravt som alle andre, blev de behandlet som andenrangsborgere, og endda holdt som trælle af de andre racer.

Med så meget modgang er det et mindre mirakel, at goblinerne overhovedet overlevede. Men gobliner er frem for alt opfindsomme og listige, og i løbet af historien har de udviklet mange små tricks for at snyde de andre racer og give sig selv en fordel. Det siges, at gobliner har lange ører og spidse næser, så de nemmere kunne høre eller lugte, når fremmede var på vej, og nå at gemme sig i tide eller lægge en fælde for dem.

På dragernes tid boede goblinerne hvor de nemmest kunne gemme sig: dybt i skovene, moserne, krattet og vildnisset. De levede af bær, urter, svampe og vilde dyr - alt hvad der kunne findes i skoven. Det er en udbredt myte, at gobliner kan spise mos, græs og pinde (og at man derfor ikke behøver at give sine goblin-trælle ordentlig mad). Selvom det ikke er rigtigt, udviklede goblinerne et glimrende kendskab til naturen og dens ressourcer. I deres lejre boblede store gryder med mærkelige drikke og endnu mærkeligere ingredienser. Drikke, som kunne give goblinerne ekstra styrke, helbrede deres sår, og andre mærkværdige ting. Goblinerne opfandt alkymi, og under Dragekrigen blev deres kunster flittigt brugt til at give oprørerne en fordel mod de bevingede uhyrer og helbrede deres mange brandsår. Udover deres mærkelige drikke hjalp goblinerne også oprøret som spejdere og spioner, og mange modige gobliner prøvede lykken som krigere og kløgtige dragejægere. Goblinerne led forfærdeligt mange tab i kampen mod dragerne, men fik også lokket flere af dragerne i snedige fælder og baghold.

Da krigen mod dragerne var slut troede goblinerne, at deres trængsler var ovre. Men det gik op for goblinerne, at de nu var markant i undertal i forhold til de andre racer. De blev derfor ofte forfordelt; de fik de mindste huse og snævreste gader i byerne, de dårligste marker på landet, og over tid fik de færre og færre rettigheder. Til sidst blev det lovligt at holde gobliner som trælle, dvs. ubetalt arbejdskraft uden rettigheder. Endnu en gang måtte goblinerne holde hovedet lavt og være snedige for at overleve. De gobliner, som endnu var frie, tyede ofte til tyveri og småkriminalitet som levevej.

Goblinerne var blandt de første til at acceptere valdrarnerne som medborgere, og til gengæld kæmpede valdrarnerne i lang tid for goblinernes frihed - men der skulle gå mange århundreder, før det lykkedes at ulovliggøre goblinernes trældom. Goblin-trællene blev frigivet med status som pak, og beholdt ofte deres gamle jobs, bare nu med flere friheder og en ussel løn. Særligt heldige eller kløgtige gobliner har dog taget friheden til sig med storm, og fået status som borgere. De uddanner sig til kløgtige akademikere, håndværkere eller præster. Atter andre finder jobs som lejesoldater og dusørjægere, eller lever livet farligt som landevejsrøvere og tyveknægte.

Goblinerne er overbeviste om, at det er deres tidsalder nu: Tid til at tage deres del af kagen, som de andre racer har nægtet dem i så lang tid. Måske er det derfor at gobliner er kendt for at være grådige - de har ejet så lidt gennem tiden, at de nu er besat af at eje alt hvad de ser.