Verden, vi spiller i
Heltenes Saga foregår i en verden opdelt i seks provinser, som i gamle dage var underlagt uhyrlige drager. Efter guderne samlede racerne og udryddede dragerne (Se Rigets Historie), blev de seks provinser samlet under et styre: Kongeriget Avalir. Det navn er ret langt, så derfor kalder borgerne det ofte bare ‘Riget’ i daglig tale. Nu om dage er provinserne blevet mere selvstændige, og tre af dem (Elona, Setari og Urdun) har officielt løsrevet sig fra kongeriget.
Ikke desto mindre bruger man stadig ordet ‘Riget’ om hele den kendte verden, både af tradition, og fordi folkeslagene i de seks provinser stadig er tæt forbundne af handel, fælles sprog og religion. I hele riget accepterer man Rigsdaleren som møntfod.
Hvad der findes uden for Rigets grænser (nord for bjergene, øst for Urdun-sletten, vest og syd for havet, osv.) er et stort mysterium, for meget få har rejst så langt, og de færreste er kommet tilbage. Det er som udgangspunkt et krav at alle karakterer til kampagnen kommer fra en af de seks provinser herunder.
Kampagnen foregår i Rinon.
Rigets provinser:
Herunder er korte beskrivelser af de seks provinser. Alle racer findes, og alle guder tilbedes, i alle seks provinser. Dog er nogle mere almindelige end andre, ligesom der også er flere bønder i Rinon, og færre adelige i Elona. Vi håber, at når du skaber din karakter til kampagnen, vil informationen her give dig inspiration til hvor din karakter er fra, og hvordan hans eller hendes liv har været før du kom til spilområdet.
Avalir, Rigets Hjerte
Handelsvarer: Korn, vin, pænt tøj og vævet stof, smykker
Mest almindelige racer: Elvere, mennesker
Religion: Alle seks guder respekteres og tilbedes i Avalir. Arkon anses dog som den største, og Tavis templer er klart de mindste.
Beskrivelse:
Den frodige floddal Avalir har altid været elvernes højborg og centrum for deres magt - både før og efter Dragekrigen. Mange af Avalirs byer og borge blev opført under dragernes tid, og de fleste templer i provinsen blev oprindeligt bygget til dragerne. Hovedstaden Dragensten formodes at være næsten 1000 år gammel. Det var i denne by at guderne og de dødelige racer mødtes efter Dragekrigen for at diskutere, hvordan verden skulle indrettes. Elverne afgav noget af deres magt og jorder, især til menneskene og orkerne. Til gengæld blev det en elver, Memnon den Gode, som blev kronet af guden Arkon som Rigets første konge. Han regerede de seks provinser i næsten hundrede år, som huskes som en gylden æra af fred og stabilitet. Hans efterfølgere på tronen var ikke lige så heldige. Nu om stunder er Riget ikke længere samlet, og den nuværende dronning, Demetria den Vise, hersker kun direkte over Avalir, Oris og Rinon. Men Avalir er stadig magtfuld - provinsen har en stor ridderhær, begavede diplomater, og stærk støtte fra Arkons kirke. Borgerne og adelen i Avalir anser det som deres rolle at holde ro og orden i verden, og de blander sig ofte i de andre provinsers politik og konflikter, uanset om de anerkender Dronningens magt eller ej. Folk fra Avalir er stolte af deres lands historie, og har tendens til at se ned på de ‘uciviliserede’ borgere fra andre provinser.
Elona, Handelsbyerne ved Havet
Handelsvarer: Fisk, viden og bøger, krudt, luksusvarer
Mest almindelige racer: Mennesker, gobliner, valdrarner
Religion: Helgir er populær blandt Elonas nysgerrige borgere og lærde akademikere. Tavi og Sindri har også mange eventyrlystne eller ambitiøse følgere her.
Beskrivelse:
På Rigets vestkyst, og de mange øer langs kysten, finder man et virvar af festlige havnebyer, der alle sammen er forbundet med hinanden, og resten af Riget, i et netværk af handelsruter. Store sejlskibe rejser på kryds og tværs med lasten fuld af silke, krudt, magiske genstande og ulovlige goblin-trælle. Eventyrere stikker til søs for at udvide verdenskortet og finde ukendte øer. Pirater lurer i skjulte røverhavne og leder efter nemt bytte.
Elonas borgere er nysgerrige og åbenhjertede og glade for nye ansigter - alle er velkomne, blot de ikke tror, de er bedre end andre. De er afslappede overfor den Gamle Natur - nok skal man være en god borger, men man skal også følge sit hjerte og være tro mod sig selv. De elsker spænding, eventyr, og historier om ulykkelige romancer, heroiske dueller, tragedier og intriger. Videnskaben blomstrer i byernes store universiteter. Det var Elonas alkymister, der først forædlede drageaske til krudt for omtrent 30 år siden. Blot få år senere slog Elonas byer slog sig sammen, og erklærede sig uafhængige af kongeriget Avalir. I den efterfølgende krig spillede krudtvåben en afgørende rolle, og det lykkedes Elona at løsrive sig. Byerne styres i dag af et råd af grådige borgmestre og korrupte rigmænd - men de fleste er enige om at det er bedre end at knæle for dronningen i Avalir.
Oris, Landet med Tusind Bannere
Handelsvarer: Våben, rustninger, værktøjer, lejesoldater.
Mest almindelige racer: Orker, valdrarner, elvere
Religion: Sindri er langt den største gud i Oris. Katlas doktrin om styrke gennem modgang taler også til mange, og Tavis folk nyder det spændende kaos i provinsen.
Beskrivelse:
Livet i Oris er hårdt, barskt og ofte kaotisk, for det er den mest krigshærgede provins i hele Riget. Borgerne her sover med våben under hovedpuden, for man ved aldrig hvornår man får brug for det. Provinsen grænser op til Urdun-sletten, hvorfra krigeriske ork-stammer ofte laver plyndringstogter. Derudover siges det, at bjergene i Oris er fulde af monstre, trolde, udøde og andre trusler, som kravler ned fra tinderne om natten og spreder skræk og rædsel. Endelig er provinsen delt op i et kludetæppe af små baronier, grevskaber og hertugdømmer, som konstant ligger i krig med hinanden. Magt gør ret, og magten skifter stort set hele tiden. ‘Adelig’, ‘højborger’, ‘hærfører’ og ‘krigsherre’ betyder cirka det samme i Oris. Er du kaptajn i dag kan du være baron i morgen, og blive snigmyrdet en uge senere. Der er rigtig mange orker i Oris, endda blandt de adelige, fordi man i tidens løb har lavet alliancer med nogle ork-klaner, for at de kunne holde resten af orkerne fra Urdun ude. Oris er også en af de provinser, hvor valdrarnerne er mest accepterede - folk her er ikke kræsne overfor nye allierede.
Sindris største tempel findes lige midt i provinsen, og er det eneste sted, hvor væbnet konflikt er forbudt. Præsterne arbejder som diplomater mellem magthaverne, og påvirker på den måde det kaotiske magtspil til deres egen fordel, uden selv at komme i skudlinjen.
I Oris er man ikke særligt loyal over for Dronningen i Avalir - men da provinsen er så splittet har ingen krigsherre formået at starte et seriøst oprør endnu.
Urdun, den Endeløse Slette
Handelsvarer: Skind og pels, metaller, horn og tænder fra store dyr.
Mest almindelige racer: Orker, valdrarner, gobliner
Religion: Urdun har meget få templer. Små vejside-altre til Tavi eller Vitrea, hvor rejsende beder om velsignelser, er meget almindelige.
Beskrivelse:
Urdun-sletten er kolossal, men meget sparsomt befolket. Så langt øjet kan se er der intet andet end græs, en gang imellem afbrudt af en lille flod, kløft eller ørken. Det er kun de vestlige dele af sletten der anses som en del af Riget, for her findes der små landsbyer og et par enkelte handelsbyer. Disse småbyer lærte at klare sig selv uden hjælp fra resten af Riget for hundredevis af år siden, og har siden da været styret af deres egne høvdinge og krigsherrer. Sletten tiltrækker derfor alle dem, der ønsker at leve uden for Rigets love, og derfor bor her mange undslupne goblin-trælle, muterede valdrarner, landevejsrøvere og tyveknægte.
Længere ude på sletten finder man alle mulige slags nomader, primært fåre- og gedehyrder, og endnu længere ude findes de vilde ork-stammer, der siges at ride på kæmpeulve, kæmpevildsvin eller endda bjørne. De er krigslystne og barbariske - det rygtes endda, at mange af stammerne ikke tror på guderne, men kun på slettens mægtige dyreånder.
Og så er der Den Vandrende By, som rejser rundt i hele Riget, men tilbringer rigtig meget af sin tid på Urdun-sletten. Det er en gigantisk omvandrende teltlejr med handelskaravaner, cirkusfolk, eventyrere og gøglere fra hele Riget. Midt i den er der et stort rødt telt, som er et tempel for Tavi, historiens og skæbnens gudinde. Her fortælles alle de historier, som de rejsende har hørt på deres omfart gennem Riget, så Tavi kan høre dem.
Rinon, Flodernes Dal
Handelsvarer: Korn, kød, vildt, ulovlige goblin-trælle.
Mest almindelige racer: Gobliner, mennesker, elvere
Religion: Folk i Rinon tror på samarbejde, selvom livet er hårdt, og tilbeder ofte Vitrea. Arkon og Katla er de næstmest almindelige guder.
Beskrivelse:
De fleste af de mange floder, der flyder ned fra bjergene, ender i Rinon, hvorefter de render ud i havet. Rinon er derfor den provins, der har bedst landbrugsjord, og næsten alle borgerne her er bønder. Der er meget få større byer, men til gengæld en hel masse godser og herregårde, hvor de lokale herremænd og riddere lever stort på bøndernes hårde arbejde.
I den sydlige del af provinsen findes et stort marsk- og sumpland, som har været befolket af territorielle gobliner, så længe nogen kan huske. Det er en ældgammel tradition blandt bønderne i Rinon at tilfangetage gobliner og gøre dem til trælle, og få dem til at dyrke jorden for sig. Paradoksalt nok er Rinon den provins hvor guden for nåde og næstekærlighed, Vitrea, har stærkest fodfæste, og præsterne har længe kæmpet imod trældommen, både ved at købe trælle fri eller hjælpe dem med at slippe væk. Over århundreder voksede befolkningen af goblin-trælle sig så stor, at der var flere gobliner i provinsen end alle andre. Efter en række storstilede trælle-oprør i nyere tid satte provinsen i brand, gjorde Dronningen i Avalir det ulovligt at holde goblin-trælle. I praksis har meget lidt ændret sig - de frie gobliner fik status som pak, og der er stadig mange herregårde i Rinon, hvor gobliner arbejder under lignende forhold som dengang, de var trælle. Der er ligeledes mange, der stadig fanger og sælger goblin-trælle på det sorte marked, især til skruppeløse rigmænd i Oris eller Elona.
Setari, de Frosne Tinder
Handelsvarer: Jern, juveler, ædelmetaller og geder
Mest almindelige racer: Mennesker, valdrarner, elvere
Religion: Katlas kirke har fordrevet næsten alle andre præster - enkelte steder tillades tilbedelse af Vitrea.
Beskrivelse:
Setari er næsten udelukkende en bjergprovins, og var derfor dragernes absolutte territorie, for ingen kunne rejse hurtigere gennem bjergene end dem. De fleste folk, der boeder her, underkastede sig dragerne fuldstændigt. Andre blev fordrevet dybt under jorden, og endte med at blive til de uhyrlige valdrarner. Efter valdrarnerne steg op til overfladen, og hjalp med at besejre dragerne, vendte de sig mod resten af Riget. De slagtede sig vej gennem bjergene, landsby efter landsby, indtil Setari var stort set øde. Af frygt for at de andre provinser skulle lide samme skæbne, ledte gudinden Katla personligt et korstog mod valdrarnerne, og korsfarerne besejrede den mørke magt, som gav valdrarnerne deres kræfter. Borgerne i Setari nu om dage er næsten alle stolte efterkommere af de folk, der fulgte med gudinden… eller de besejrede valdrarner.
Lige siden korstoget har Katlas kirke været den altdominerende magt i området, og over tid er provinsen blevet mere og mere isoleret fra resten af Riget. Katlas præsters ord lov og hendes paladiner håndhæver den. Præstestyret tillader intet tegn på den Gamle Natur i sine borgere, og straffer syndere hårdt - ofte ved at sende dem på hårdt, nedslidende arbejde i provinsens utallige mineskakter. Folkene i Setari er hårdføre, strikse og religiøse. Vinteren i provinsen er kold, og landsbyerne forbindes kun af farlige, uvejsomme ruter gennem bjergene. Livet er hårdt, og hjælpen er langt væk. Deres sammenhold og tro på Katla er stærkere end noget andet set i resten af Riget - og som resultat har Setaris borgere tendens til ikke at stole på “urene” fremmede. Rygtet vil vide at der findes flere forskellige pas gennem bjergene mod nord - og at Katlas paladiner bevogter dem, og ikke tillader nogen at komme hverken ind eller ud. Hvad er der mon på den anden side?