Elver

Dragerne var de mægtigste væsener i verden, før guderne kom til. De var kolossale, deres skæl var hårde som sten, de spyede ild, de kunne flyve, og de havde ingen problemer med at spise andre tænkende væsener til frokost.

Elverne mente, at det ikke nyttede noget at sætte sig op imod sådan en overmagt. For at undgå at blive flamberet og spist valgte elverne i starten at slå sig til dragerne og tjene dem. Dragerne var få, og kunne ikke være alle steder på en gang, så det var nyttigt for dem at have folk til at regere i deres sted, udbringe deres befalinger, og straffe de folk, der ikke lyttede.

På dragernes bud undertvang elverne menneskenes landsbyer, og tvang menneskene til at bygge templer til dragerne og tilbede dem som guder. Elverne jagede goblinstammerne i sumpe, moser og kradt og tog dem som trælle. Og selvom orkerne aldrig blev besejret fuldstændigt, måtte mange stolte orkhøvdinger knæle for elverfyrsters fod.

Denne brutale erobring var dog kortvarig. Efter få år havde elverne og dragerne erobret næsten alt, hvad der kunne erobres. Dragerne regerede som gudekonger, og selvom de var tyranniske og grådige gjorde elverne alt hvad de kunne for at formilde dem. Det blev mere og mere almindeligt for dragerne at spise får, geder og køer i stedet for gobliner, orker og mennesker. Under elvernes ledelse blev der bygget de første borge og byer, og handel mellem byerne blomstrede. Efterhånden som byerne blev større og større, opfandt elverne kunsten at læse og skrive, for at kunne holde styr på det hele.

Kort sagt mener elverne, at havde det ikke været for dem, havde dragerne bare spist os alle, brændt alting ned, og hersket over ruinerne. Elverne skabte fred, og købte på den måde alle racerne tid til at samle kræfter, og til syvende og sidst gøre oprør mod dragerne.

Da Dragekrigen endelig kom, og guderne steg ned til jorden, kom elverne i store problemer. De elvere, som trofast stod sammen med dragerne, blev sendt i døden i hobetal og blev nådesløst hugget ned. Omvendt var elverne bange for at slutte sig til oprørerne - så snart dragerne var væk, hvad skulle så forhindre de andre racer i at tage grufuld hævn på elverne? Elverne havde vænnet sig til rigdom og magt, og nu risikerede de at miste det hele.

Løsningen kom, da den snedige drage Helgir valgte at forråde sin egen art og slutte sig til gudernes hær. Helgir talte elvernes sag til guderne, og sammen med gudinden Vitrea overtalte han dem til at vise elverne nåde. Arkon, guden for lov og orden, lovede at elverne ikke ville blive straffet for deres tjeneste under dragerne, og måtte beholde deres godser, borge og fæstninger.

Således sluttede elverne sig til oprøret. Dragerne havde mistet deres mægtigste tjenere, og fået fjender, der vidste næsten alt om dem. Det blev et vendepunkt i krigen, og i elvernes optik var det bare endnu et eksempel på, at verden ikke kunne klare sig uden deres lederskab.

Efter Dragekrigens slutning sad elverne stadig på meget af magten på grund af deres aftale med guderne - men i løbet af de næste mange år blev mange elvere myrdet i natten og deres godser blev brændt ned, til trods for Arkons løfte. Elvere lever længe, og husker længere, og de har ikke glemt disse ugerninger - de andre racer kan man simpelthen ikke stole på.

I dag er der ingen elvere i live, der har tjent under dragerne, og de fleste folk har tilgivet dem. Mange er dog stadig misundelige på elverne for deres lange liv og deres magt, og er trætte af at høre på elverne snakke om hvor fantastiske de er. Elverne trækker blot på skuldrene: De andre racer ved godt, at de ikke ville kunne klare sig uden elverne. De vil bare ikke indrømme det.