Ork

Ork

“Ånderne kalder! Orkerne svarer!”

Orkerne bryster sig af at være den eneste race, der på intet tidspunkt blev totalt underkuet af dragerne. Det betyder ikke, at ingen orker underkastede sig, tværtimod: Jo tættere en ork-klan boede på de høje bjergtinder hvor dragerne ofte byggede reder, jo større var faren. Og da elverne sluttede sig til dragerne måtte orkerne enten vælge at følge trop, blive udryddet, eller flygte længere ud i ødemarken.

De fleste af orkerne valgte ødemarken - den vidtåbne Urdun-slette, hvor der ikke er andet end græs så langt øjet rækker. Her har orkerne vandret fra sted til sted som nomader og hyrder så længe nogen kan huske. Ved at sprede sig ud over det endeløse åbne land var orkerne sikre på, at dragerne ikke kunne fange dem alle Ulempen var, at de ikke kunne skjule sig selv og røgen fra deres lejre, hvis en sulten drage skulle komme flyvende. Lige så lidt kunne de flygte. Hvis en ork-klan blev angrebet var der intet andet at gøre end at forsvare sig til sidste blodsdråbe. Her kom orkernes legendariske styrke og udholdenhed dem til gode - og ligeså deres ældgamle pagter med slettens mystiske dyreånder.

Selvom dragerne var langt mægtigere end orkerne fandt de hurtigt ud af, at orker langt fra var et nemt bytte, selv når de blot var bevæbnet med våben og pile af sten. Endnu vanskeligere blev det, da våben af metal, så som bronze og jern, blev almindelige blandt orkerne (Urdun-sletten er overraskende rig på metaller). Den dag i dag skændes orkerne endnu med Katlas troende om, hvorvidt orkerne selv opfandt smedekunsten, eller de blev givet den som alle andre af gudinden.

Til sidst holdt dragerne helt op med at drage ud i ødemarken - de havde rigeligt problemer med at regere masserne af mennesker, gobliner og elvere, samt de pludseligt opdukkede valdrarner, uden at bekymre sig om de barbariske, grønhudede krigere mod øst.

Da nyhederne om Dragekrigen spredte sig til orkerne, undrede de sig meget - så vidt orkerne havde forstået, havde de altid været i krig mod dragerne. Nogle af ork-klanerne var uinteresserede i at hjælpe ‘svæklingene’ vestpå, men de fleste var ivrige efter endelig at gå til angreb, og tørstede efter drageblod. Og da guderne steg ned til jorden og kæmpede side om side med de dødelige blev selv orkerne imponeret over deres magt, og sluttede sig gladeligt til dem.

Siden Dragekrigen har orkerne i større og større grad blandet sig med de andre racer, og i nyere tid er der mange orker i byerne, hvor de vinder stor anseelse for deres hårdtarbejdende natur, og respekt for deres råstyrke. De er dog også kendt for deres utroligt korte lunte og frygtindgydende blodtørst, som de fleste orker gør alt hvad de kan for at holde nede, når de færdes i byerne.

Selv den mest veljusterede ork har dog ikke glemt sine rødder. Orkernes shamanistiske traditioner, og forbindelsen til steppens dyreånder, lever i bedste velgående, og de fleste orker er stærkt overtroiske, uanset deres religion. Når en ork bliver voksen, opsøger orken sin shaman, og bliver vejledt til at finde en dyreånd, der kan hjælpe orken videre i livet. Orken skal så bevise sig værdig for åndens velsignelse. Det siges at orkernes bånd med dyreånderne nogle steder er så stærkt, at de har tæmmet Urdun-slettens kæmpe-ulve, vildsvin og bjørne, og rider på dem i kamp. Den slags ses dog stort set aldrig uden for sletten - dyrene er alt for vilde til at have rendende rundt i byerne.